Vinterens mange dejlige rodfrugter smager så godt som fyld på en pizza. Hav et lager af kartofler, persillerod, pastinak, rødbeder, knoldselleri, løg og kål liggende – det holder sig godt et køligt sted, og så er det bare at kigge ned i kassen og tilberede aftensmad efter kassens indhold.

Rodfrugtpizza

2 – 3 personer.

Det skal du bruge

Dej

  • 15 g gær
  • 2 dl vand
  • 1 tsk salt
  • 75 g grahamsmel
  • 250 g hvedemel ca

Fyld

  • 450 – 500 g rodfrugter – her er brugt lige dele af persillerod, pastinak, rødbede, knoldselleri og kartofler
  • 1 løg
  • 1 spsk olivenolie
  • 150 g revet ost – gerne gouda
  • 1 spsk tørret oregano
  • salt
  • 3 store fed hvidløg
  • 1 håndfuld græskarkerner
  • 15  oliven – udstenede – gerne med fyld

 

Sådan gør du

Rør gæren ud i vandet. Tilsæt salt og mel. Hold lidt hvedemel tilbage indtil du ved om det skal bruges alt sammen. Ælt en smidig dej – brug lidt tid på at ælte – ca. 5 min.

Gør et stykke bagepapir klar på bagepladen. Form dejen til en stor bolle. Hæld lidt olivenolie i hænderne og fordel det over dejen – læg dejbollen midt på bagepapiret og sæt dejskålen over. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse.

Rens grønsagerne og snit dem i meget tynde skiver. Det er nemt på et mandolinjern. Rens løget og skær det i tynde skiver. Læg alle grønsager i en skål, hæld en spsk olivenolie over og fordel olien, med hænderne, på alle grønsagerne.

Du kan også hælde grønsagerne i en plastikpose, hælde olien i og massere posen så al olien er fordelt på grønsagerne.

Tænd ovnen på 250 ˚ og sæt en bageplade i ovnen.

Tryk, med olierede hænder, dejen ud på bagepapiret så det fylder det meste af en bageplade. Dejen skal ikke æltes efter hævning og den skal ikke rulles ud med kagerulle.

Sørg for at dejen er let olieret over hele fladen og helt ud til kanten.

Drys oregano ud over dejen, fordel osten over dejen og til sidst grønsagerne. Drys ganske lidt salt over.

Træk pizzaen over på den varme plade og sæt den i ovnen på næst nederste rille. Bag den ca. 15 min.

Hak oliven, hvidløg og græskarkerner mellemfint. Hæld blandingen i en skål og hæld lidt olie over og bland det.

Tag pizzaen ud af ovnen, fordel blandingen over pizzaen og bag videre, nu på næst øverste rille, til dejen er gylden og grønsagerne møre.

Server pizzaen alene eller sammen med en fyldig salat.

Har du tilberedt for mange grønsager, så olier dem og læg dem bredt ud på bagepapir på en plade og bag dem i ovnen til det er møre og sprøde.

Velbekomme.