Så blev det sommer. Lange lune sommeraftner som inspirerer til let mad, grill på terrassen eller i haven, skovtur med frokostkurven, eller en tur på stranden. Grønthandlerbutikken, torvet og køkkenhaven bugner af nye dejlige grønsager, som næsten alle sammen kan anvendes rå, ganske let kogte, eller blancherede. Denne måneds opskrifter er overvejende hurtige og lette.
Hyldeblomster
Springer ud i juni, og af disse dejlige, stærktduftende blomster kan man fremstille en pragtfuld sommerdrik. Af de modne hyldeklaser kan man om efteråret lave hyldebærsaft mod vinterens forkølelser.
Nye kartofler
Intet er skønnere end en grydefuld nye, kogte kartofler med koldt smør og masser af hakket persille. Og nydelsen er endnu større, når man er så heldig at kunne hente dem i egen have. Helt nyopgravede kartofler ordnes nemt i en aflang pose. Sy f.eks en del af et bukseben fra et par aflagte lærredsbukser sammen i den ene ende. Skyl kartoflerne, hæld dem i posen, evt. med lidt salt, luk for posen med den ene hånd og gnub posen med den anden. Hæld kartoflerne ud og skyld dem, og de er klar til kogning. Nye kartofler indeholder en del C-vitamin, intet fedt og mange gode kulhydrater. De bør indgå som hovedingrediens i de fleste måltider.
Jordbær
De første jordbær kommer sidst i juni, og inden man ser sig om, er sæsonen slut, afhængig af vejret. Hvis man benytter dig af selvpluk-tilbudene, så ved man, hvad der er i bakkerne. Sortér i små bær til syltning og store bær til spisning. Jordbær kan tilberedes på mange måder og er smækfyldte med C-vitaminer.
De forskellige sorter har hver deres særpræg. Nogle er syrlige og har en kraftig smag. De egner sig til grød, syltetøj og desserter der kræver tilberedning. Andre er søde og har en mild smag, de kan spises naturel med fløde på.
Fjordrejer
Hører til krebsedyrene og er meget små i modsætning til dybhavsrejer. Rejerne fanges ved vore kyster med tangbevoksninger. Rejerne har højsæson i juni og juli,men fanges efterhånden hele året. Rejer skal være levende,når de købes. Kog rejer således: Kom rejerne i en gryde med kogende vand (brug elkedel). Rør rundt et par gange. Når alle rejerne har skiftet farve – fra grå til lyserøde – er de færdige. Pil rejer således: Hold rejen i venstre hånd med hovedet pegende mod højre. Vip hovedet af rejen med højre hånd i et snuptag. Fjern det midterste stykke ved at vippe det fra bugen og over ryggen. Giv halen et lille klem med venstre hånd. Server friskpillede rejer på et stykke franskbrød med smør. Drys evt. med friskkværnet peber.
Spidskål
Er ikke en selvstændig kåltype, men betragtes som en tidlig hvidkål. Den har en fin, mild smag, og stokken er ikke så træet så man behøver at fjerne den. Spidskål kan bruges rå i salater, kogt, farseret og stuvet.
Fennikel
Smager af anis, lidt lakridsagtig. Det er både top og de opsvulmede bladskeder, man bruger, enten rå eller kogt. Fennikel opfattes sikkert som en eksotisk grønsag på grund af anissmagen, men den fortjener men den fortjener at blive brugt. Den er en god smagsgiver og er en værdifuld grønsag rent ernæringsmæssigt. Der er en del A-vitamin i fennikeltoppen, som desuden er meget dekorativ.
Forårsløg
Er en dejlig lille grønsag, som kan anvendes hel, både løg og top, i f.eks frikassé o.l. eller snittet i salater, ligesom man vil anvende porrer senere på året.