Nye kartofler er en herlig spise, de smager godt med smør og persille, de er sunde og de har så mange anvendelsesmuligheder.

Nye kartofler indeholder kostfibre og næsten alle vitaminer, især C-vitaminer. De indeholder også mange mineraler, især calium.

Kartoflen er en af de fødevarer, der mætter bedst. Samtidig indeholder kartofler (kogte eller bagte) ikke noget fedt og er med til at påvirke energifordelingen i en positiv retning. Hvis man vil opnå størst mæthed for færrest kalorier, skal man spise kartofler.

Kog kartoflerne miljørigtigt. Det vil sige i mindre vand, fx ½ l vand og 1 tsk salt til 1-2 kg kartofler. Læg tætsluttende låg på gryden, bring kartoflerne i kog og lad dem koge ved svag varme til de er møre – ca 15 min.

 

Kartoffelsalat med pestodressing

krydderurter til pesto

krydderurter til pesto

Det skal du bruge

  • 1 kg nye kogte kartofler

Pesto – til kartoffelsalat og til dip

  • 1 dl kerner – fx en blanding af mandler og solsikkekerner
  • 1 stor håndfuld persille
  • 1 stor håndfuld rucola
  • 5 – 6 toppe frisk basilikum
  • 8 – 10 grønne oliven
  • 20 g parmesanost
  • 1 – 2 fed hvidløg
  • 2 spsk citronsaft
  • ¼ tsk salt
  • ¼ tsk sukker
  • 1½ dl olivenolie

Sådan gør du

Rist kernerne og køl dem af

Skyl persille, rucola og basilikum og læg det, sammen med alle de øvrige ingredienser, i en blender, en foodprocessor eller en beholder til stavblænder.

Blend det til en ensartet masse.

Skær kartoflerne i skiver eller terninger og bland dem med en passende mængde pesto.

Kartoflerne må gerne være varme når du blander dem med pestoen. Men du kan også bruge kolde kartofler.

Lad kartoffelsalaten blive kold og lad den hvile 1 time i køleskabet.

Kom resten af pestoen i et glas med låg og brug det fx som dip til gulerodsstave, gode kiks eller ristet rugbrød. Det kan holde sig 3 – 4 dage i køleskabet.

Pesto kan laves af mange forskellige krydderurter – leg med det.

Server kartoffelsalaten til fx kylling, grillede pølser eller røget fisk. Kun fantasien sætter grænser.

Velbekomme.