Nu er det ved at være slut med sommergrønsagerne, og naturen byder på de lidt grovere og mindre vandholdige grønsager som kål og rodurter. Selv om det er vinter så glem ikke råsalaten, den kan blandes på mange måder.
Rødbede
Mange danskere kender kun rødbeden som en riflet, syltet industrisag, og det er synd for denne farverige pælerod. Tidligere på sæsonen, når den er lille og spæd, er toppen også en dejlig spise.
Den kan f.eks. bruges til suppe eller tilberedes på samme måde som spinat. Store rå rødbeder kan glimrende rives til råkost. Rødbeden kan ovnbages. Til kogte rødbeder skal lidt af stilken og rodspidsen blive på, ellers forsvinder farven ud i kogevandet.
Æbler
Af økologiske æblesorter findes for tiden bl.a Belle de Boskoop, Ingrid Marie og Filippa. Belle de Boskoop er en god gammel kending med en meget kraftig smag, som gør det til et fortrinligt madæble. Ingrid Marie er et lækkert og sprødt spiseæble, som kan bruges til alle formål, hvor det gerne må koge ud. Filippa er et herligt spiseæble med aromatisk og saftigt frugtkød. Men brug det også gerne til alt muligt andet, f.eks. i salat. Æbler giver gode fibre og C-vitamin.
Rosenkål
Rosenkål er mini-kålhoveder, og rosenkål kan ligesom grønkål tåle frosten ude i jorden. De spæde rosenkål kan med fordel bruges snittede i salatskålen. De indeholder masser af fibre og C-vitamin. Pak f.eks. frikadellefars omkring kogte rosenkål. Det strækker kødet og gør frikadellerne sundere og mere velsmagende. Bacon og rosenkål klæder hinanden godt. Rist lidt bacon i en gryde. Vend kogte rosenkål heri og server dem til diverse kødretter.