Kig i køleskabet og se om ikke der kunne blive til en lækker frokostret eller en del af en buffet.

Det er rigtig dejligt at kunne udnytte rester og få et velsmagende måltid ud af det.

I denne weekend havde jeg følgende rester i køleskabet efter en dejlig middag. Ikke de store mængder, men nok til en herlig frokostret.

Fra middagen: Ovnbagt laks, citronsovs lavet på basis af fiskebouillon, lidt fløde, citronsaft og citronskal samt kogte løse brune ris.

Øvrige ingredienser i køleskab, fryser og have: Mayonnaise, skyr, fine frosne ærter og de første fine skud af persille i haven.

 

Sådan gjorde jeg:

Lav en dressing af citronsovs, mayonnaise, skyr, hakket persille smagt til med salt og peber og måske lidt mere citronsaft.

Tø frosne ærter op i koldt vand og lad vandet løbe af.

Bland dressing, ærter og ris sammen – blandingen skal kunne ”stå selv” – det skal ikke flyde ud.

Anret blandingen på et fladt fad og læg laksestykker oven på. Pynt evt. med mere persille eller andre gode ting fra køleskabet – fx rød eller gul peber og lidt citronskiver.

Server som frokostret eller en del af en buffet.

Velbekomme.